For beboere

Bolig og visitation


Plejehjemmet Betaniahjemmet har 60 boliger, fordelt på 4 etager med 15 lejligheder, spise- og opholdsstue med TV og opholdsareal med hvilestole på hver etage. Hjemmet er generelt røgfrit, men du må gerne ryge i din egen lejlighed, hvis du har en luftrenser i boligen.


Boligen på 25 m2 består af en entré med indbygget klædeskab, badeværelse, stue og en sydvendt altan.


Du medbringer selv møbler, billeder, gardiner, belysning mv. Der forefindes telefon- og TV stik i boligen, samt kaldeanlæg, så du altid kan komme i kontakt med en medarbejder. Du kan også få adgang til Betanaihjemmets trådløse netværk.


Inden indflytning i boligen skal du være opmærksom på, at indretningen skal tage hensyn til, at boligen også er arbejdsplads for de medarbejdere, som skal hjælpe dig i dagligdagen med fx personlig hygiejne eller forflytning.

 

 Visitation og ansøgning om bolig sker ved henvendelse til Frederiksberg Kommune, Sundheds- og Omsorgsafdelingen, hvis du bor på Frederiksberg.

 

Hvis du bor i en anden kommune, skal du indlede ansøgningsprocessen ved, at du søger en plejebolig i din hjemkommune, og i den forbindelse oplyser du, at du ønsker at flytte til Frederiksberg Kommune – betaniahjemmet.